Cherocco del Mondo

♥ 21.07.1989-24.12.2009 ♥

Min allerførste hest Cherocco del Mondo (hun blev altid kaldt “Sisse”), købte jeg i 1990 for min boligopsparing, da hun var 9 måneder gammel. Hun var min soulmate og gjorde ALT for mig.

I løbet af årene havde vi over 200 starter i dressur, og det hun ikke havde i gangarter – det havde hun i præcision. Hun var en lille hest (blev kun 158 cm.) og med mine 184 cm. mente mange, at jeg skulle sælge hende og købe en større – men jeg nægtede! Hun var jo min bedste ven, så hun blev hos mig.

Sommeren 2007 startede vi vores aller sidste stævne sammen. Det var tid til hun kom på pension, så hun flyttede hjem til os på gården, hvor vi havde knoklet med at få bygget stalden om. Det var den sommer, hvor hun fyldte 18 år, så vi havde inviteret 100 mennesker til “åben stald” + fejring af Sisses 18 års fødselsdag.

Desværre fik hun kun 2 gode år hjemme hos os… Juleaften 2009 blev hun syg med kolik, og jeg havde dyrlæge ude til hende nogle gange. Desværre blev hendes tilstand forværret om eftermiddagen, så ved spisetid måtte tage den tunge beslutning, at lade hende få fred. Hun sov ind hjemme i stalden med os omkring sig. Pga. julen lå hun i stalden i 2 dage, og det var 2 dage, som jeg fik brugt til at græde ud og få sagt farvel.

Det sidste billede af hende er det i sneen (nederst på siden). Det hænger i stort format hjemme i min stue. Hver gang jeg kigger på det, så mindes jeg med glæde den fantastiske hest, som jeg var så heldig at eje i knap 20 år.

Hun er savnet hver eneste dag